michaelgregaard.dk

Forfatter Michael Gregaard
Prosa og billeddigte.
Nattens anatomi

Stjernejæger

Forsideillustration af Michael Gregaard til
prosabogen ’Stjernejæger’, 2017

Uddrag af ’Stjernejæger’:

”Nogle opfatter - og måske med rette, tænker han - mennesket som et ensomt væsen, der svæver rundt i et hvirvlende og formålsløst univers. Palle Lærke er ingen livskunstner, men forsøger at ophæve denne ensomhed for en stund. Her, hvor landskabet udvider sig panoramisk til en himmel fuld af stjerner, åbner han sig over for en verden, der er uendeligt større end han selv, men som han samtidig føler sig som en del af. Består vi måske ikke fysisk af samme stof – atomer kædet sammen til molekyler – som det grænseløst store univers, spørger han sig selv, velvidende, at dette spørgsmål, ligesom andre spekulationer, udspringer af et åndsliv, som netop ikke kan beskrives rent fysisk. Han opfyldes af en følelse af samhørighed med sin omverden, han, som andre gange føler sig på betragtende afstand af den. Pulsen slår regelmæssigt i hans hjerne. Stjernerne pulser i mørket. Han ænser ikke, hvilke figurer de danner. Han føler sig forbundet med himlen og den planet, han står på. Alt er i samklang i dette øjeblik”.

Michael Gregaard, 2017

Eftertanker

ved udgivelsen af min prosabog ’Stjernejæger’

 

Om provinsen

En købstad, hvor der bor mennesker i alle aldre, har været hans indgang til at forstå en større verden. Den lille verden afspejler den store. Det lokale udtrykker noget generelt.

Om mennesker og himmelrummet

Stjernerne er midlertidige, ligesom vi mennesker, de fødes og dør. Den stjerne, vi kalder Solen, begynder strålende, brænder sig selv op og slutter som en askeklump. Andre stjerner, der er flere gange større end Solen, eksploderer, når de brænder ud. De grundstoffer, som Jorden og vi selv består af, er dannet i stjernernes indre og spredt ud i rummet ved stjernernes død. Som Martin Amis udtrykker det:” Folk vil efterhånden se den smukke sandhed i øjnene, at hvert eneste atom i vores krop er frembragt af en stjerne. Alle atomer i din krop er lavet i en stjerne, som nu er død”.

YouTube kan vi lytte til solens indre turbulens: Vibrerende baslyde. Dybe toner høres, som når der blæses i mundingen på en næsten tømt flaske. Solens seismiske baryton! Andre stjerner har andre lyde skabt af skælvene i deres indre. Enhver stjerne har, ligesom ethvert menneske, sin egen grundakkord.

Det er sket fire-fem gange for dig og det er lige uventet hver gang. I ét grænsesprængende øjeblik får du denne smelte-sammen-med-naturen-oplevelse, som ophæver din ensomhed. Du er en del af landskabet, himlen og til sidst hele rummet. Du er indfældet i universet.

Om kunst og naturvidenskab

Kunstens subjektive udtryk og videnskabens objektive beskrivelse af fænomenerne kompletterer hinanden. De er begge vigtige for en om muligt fuldstændig forståelse af menneskets væren i verden.

Science facts kan være mere fantasiæggende end science fiction.

Michael Gregaard, 2017

 

Nattens salt

Forsideillustration af Michael Gregaard til
billeddigtbogen ’Nattens salt – Spiral Nights’, 1999-2000

 

”I min billeddigtbog ’Nattens salt – Spiral Nights’ følger vi mennesket på en indre og ydre rejse. Den dynamiske spiral, som bogens rejsende møder inden i og uden for sig selv, forbinder det nære og fjerne. Spiralerne skaber korrespondance mellem mikroformer og makroformer, mellem verdensrummets spiralgalakser og cellernes DNA-spiraler, mellem en fejende hvirvelvind og et vandløbs sugende strømhvirvel, mellem snoet arkitektur og navlestrengens spirallegeme. Mikrokosmos slynger sig som en kendingsmelodi igennem den makrokosmiske musik; det lokale er i samklang med det universelle. Herom kredser min drømmebog ’Nattens salt – Spiral Nights’, hvor alt er både tæt på og langt væk”.

Michael Gregaard: ’Mod det grænseløse’ i antologien ’Spiralnætter’, 2002

”Det projekt, som optager Michael Gregaard, bevæger sig fra det nære til det universelle. Han er fascineret af spiralen som en grundfigur i naturen og menneskesindet. Han er fascineret af det befrugtende forhold mellem naturvidenskab og poesi. Han er fascineret af astrofysikernes paralyserende indsigter og dermed af det ydre rum, der kommer vores indre – så meget mere – nærmere, end vi umiddelbart forestiller os. Og han er fascineret af natten, der hjælper de vågne bort fra det jordisk horisontale og op mod det astronomiske”.

Anne Marie Karnov i antologien ’Spiralnætter’, 2002