Stjernetræ
”Min ærede Stolcius,
Jeg skriver - som du beder mig om - for at beskrive for dig det syn, jeg havde forleden nat, da vi sammen betragtede stjernerne: - Jeg så jordkloden stige op fra min have – og med en lyd, som når man knækker et æg, brød en stamme ud af kloden, mens den fløj opad – kloden dirrede som en rose i den første efterårsblæst og fortsatte op igennem universet - stjernerne svang sig i en cirkel inde i kuglen og formede sig som træets krone fyldt med tusind små ansigter, der nu var æbler, og hele trækronen lyste, som havde den fået astralhår. Sådan lå stjernerne på én gang låst inde og frit svævende i kronen, hvis form de selv udgjorde, og nedenunder duvede stammen, og den bestod af planeter, mælkeveje og natten selv – der var endnu mere sort end det stof, der lå og hylede som den indiske hundegud i de mange mørkere huller i mørket - og fra dem hørte jeg sangen om astralkød og nattegry og om manden og kvinden, der vokser sammen til ét. På dette tidspunkt snublede du, som du ved, over din støvle og landede i græsset, og jeg beder dig sende mig nyt om dine ømme tæer!
Din hengivne Trismosin”
Ursula Scavenius, 2013
Collage af Michael Gregaard, 2006