michaelgregaard.dk

Forfatter Michael Gregaard
Prosa og billeddigte.
Biografi

Da jeg anser mine første ni måneder for betydningsfulde for min udvikling, må selv en kort selvbiografisk skitse begynde med embryonalstadiet i foråret og sommeren 1948. Jovist er vi alle inderst inde præget af fortiden i det lune fostermørke. Den 30. november samme år udsattes jeg for den traumatiske oplevelse, som fødslen er. Min mor var en flamboyant svensk skuespiller og kunstsamler og min far en meget beundret teaterleder, som Henning Moritzen kaldte verdensmester i psykologi. Mine forældre var forskellige af sind, men begge musiske mennesker. De skabte det kunstneriske hjem, som i min ungdom dannede rammen om begivenhedsløse dage, nervepirrende premiereaftener og drømmemærkede nætter. Nysproglig student blev jeg i 1967. Efter studier i filosofi og litteratur ved Københavns Universitet blev jeg uddannet bibliotekar fra Danmarks Biblioteksskole. I 1975 blev jeg ansat som bibliotekar ved Universitetsbibliotekets 1. afdeling i Fiolstræde, København, fra 1989 til 2011 ved Det kongelige Bibliotek. Som søn af en teaterchef fik jeg nok af teater og kastede min kærlighed på filmkunsten. I en menneskealder var jeg fagreferent i filmvidenskab først ved Universitetsbiblioteket , siden ved Det kongelige Bibliotek. Med forkærlighed dyrker jeg film og litteratur, der ejer drømmens sære blanding af fortrolighed og fremmedhed. Det er ikke tilfældigt, at Buñuel, Fellini og Hitchcock hører til mine favoritter ligesom drømmedigterne Villy Sørensen og Franz Kafka. Disse filminstruktører og forfattere har også humoren på deres side. Jeg debuterede i 1984 med prosabogen ”Morgenens univers”, som er en sørgmunter og symbolsk fortælling om en hverdagsmorgen i en ung mands liv. Bogen blev udgivet på Husets Forlag i Aarhus og læst op i DR. Efter den fulgte i 1988 på samme forlag billedromanen ”Drøm med åbne øjne”. I 1996 udkom et leporelloalbum ”Hvilken natur; eller; Nogle sider af skabelsen” om et barns tilblivelse fra undfangelse til fødsel. Bogens sider kan foldes ud til et to og en halv meter langt billeddigt. ”Nattens salt - Spiral Nights” er en billeddigtbog fra 2000. I 2017 udkom på Det Poetiske Bureaus Forlag en illustreret prosabog ’Stjernejæger’, som skildrer en gymnasielærers liv og nætter i en dansk provinsby med lige dele fascination af stjernerne på himlen og filmlærredet. Forlaget Em udgav i 2023 mit manuskript ’Myggens stikord og hundrede violinspillere. Prosa, billed-og lyddigte’ i bogform. Starten på ’Myggens stikord’ fortæller om en mand, som har myggetække. I værkets billedsuite ’Af naturens bog’ kan insekterne og deres livsspor ses som tegn, der indbyder til tydning. Bogens slutning bringer Kafka i erindring for den skildrer en mands ubekvemme forvandling til torbist. Jeg går gerne på opdagelse i min omverden. Det vidner fotobogen ’Gadens kalligrafi’ om, den består af snapshots taget med kameraet i en mobiltelefon. ’Gadens kalligrafi’, som udkom i 2023 på Forlaget Laanshøj, viser poesien i det ofte oversete og upåagtede, lige fra bogstaver af græs på en fortovsflise til forrevne plakater og lappet asfalt. Asfaltarbejdernes udbedringer sender mørke udløbere ned ad gaden og skaber sære tegn og figurer i denne bog. Omverdenen bliver en verden af tegn.

Michael Gregaard, 2023

FRA MIT FAMILIEALBUM

Min tipoldefar mønstrer stjernehimlen.                                 Collage af Michael Gregaard, 2005

 

To skuespillere til hest. Min farfar Poul Gregaard (t.v.) og Thorvald Larsen fotograferet i forbindelse med
Næsbyhoved Friluftsteaters opførelse af skuespillet ”Så vinder den svend sin jomfru” i sommeren 1919.
Poul Gregaard blev senere direktør for Odense Teater, 1921-27, og derefter for Folketeatret
indtil 1935, hvor han efterfulgtes af Thorvald Larsen.

 

Et elegant par i København. Min mor og far, Ulla og Peer Gregaard, i hjemmet på H.C. Ørstedsvej.
Foto: Rigmor Mydtskov.

Min far Peer Gregaard var en fremragende teaterleder, først på Det Ny Teater fra 1944 til 1966 og
derefter på Det Kgl. Teater indtil 1975. Hvordan han fornyede dansk teater i 1950´erne og 60´erne
kan man læse i Dansk Biografisk Leksikon, Den Store Danske Encyklopædi og i erindringsbogen
”I aften udsolgt” (Gyldendal, 1980). Han var en fin skribent. Af hans mindre skrifter holder jeg mest
af radioforedraget ”Min tro på teatret” (1954), som foreligger i pjeceform. Nedenfor bringes et lille
uddrag. Det bør nævnes, at Det Ny Teater ikke modtog statstilskud i de 22 år min far ledede teatret.

På teatret står man i lære hele livet, man bliver aldrig udlært. Ingen opnår en varig succes
uden utrætteligt arbejde. Teatret bygger nok på talent, men grundpillerne er flid og arbejde.
Og teatret kræver den ædleste form for arbejde, samarbejdet. Hele dets virksomhed er båret
af en ubegrænset solidaritetsfølelse, af et ægte kammeratskab. Det er ingen munter leg.
Selvom det nu og da kan se sådan ud. Jeg husker en episode fra mine første dage i stolen på
Det Ny Teater. Jeg mødte tilfældigt en kritiker, der venligt spurgte mig, om jeg ikke var glad
ved at have fået så stort et teater at lege med. At lege med – længere kom jeg ikke. For der
er jo ting, en teaterleder ikke siger til en kritiker. Teoretisk kan der godt foresvæve én et
ønske om at tage sit arbejde som en leg, på samme måde som man i sin pure ungdom kunne
drømme om at tage kvinden let. Teoretisk ja, men i praksis, aldrig. Teatrets love er hårde
og ubarmhjertige. Alene det enerverende økonomiske tryk en teaterdirektør altid lever under,
gør at han aldrig kan tage sig tingene let. Teaterlederen må være sit teaters første kritiker.
Han følger forestillingen med kritiske blikke, længe før den professionelle kritik træder i
funktion. Kæntrer en forestilling er hans lidelse dybtgående og pinefuld. Det er omtrent som
at se et menneske, som man holder af, kompromittere sig offentligt. Det er sket og står oftest ikke til at ændre.

 

Min bror Carsten og jeg, henholdsvis fem og ni år gamle. Jeg lægger beskyttende armen om min bror.
Jeg var den beundrede storebror vistnok på grund af min ubændige trang til farlige lege. Fotograf
ukendt, 1958. Tegningen er udført af min niece Julie Gregaard, 2014

 

Sommer var det i et hjørne af Villa Therosen … Interiører i sommerhuset i Skodsborg. Snapshots
af Michael Gregaard, 1985

 

Min svenske onkel, forfatteren Åke Hodell, i Per Kirkebys atelierlejlighed på Bülowsvej i København. Foto: Jan Schneider, 1971.
Brev fra Åke Hodell i anledning af udgivelsen af min bog ”Nattens salt, Spiral Nights (2000)

 

TO BEMÆRKELSESVÆRDIGE KVINDER

 

Min mor kunstsamleren Ulla Gregaard var et stilikon.

Ulla Gregaards æstetiske sans gjorde hende til en stor og med årene meget kyndig samler af antikviteter med tidlig kongeligt porcelæn som hovedinteresse, tilsat både sjældenheder fra fabrikkerne Meissen og Sevres. Også sjældne møbler og billedkunst prægede hjemmet på H.C. Ørstedsvej i København. Her delte Jens Juels portræt af Louise Augusta, Caroline Mathilde og Struensees datter, vægge med billeder af Eckersberg, Auguste Rodin, Toulouse Lautrec og nyere danske kunstnere som Wiig Hansen og Preben Hornung … I sin fremtoning var Ulla Gregaard umådelig elegant. I velmagtsdagene ofte i kreationer af den legendariske Holger Blom, og hun figurerede gang på gang på damebladenes lister over de bedst klædte kvinder i landet. Hun var også en stor blomsterelsker, og på et tidspunkt anskaffede hun sig et ekstra køleskab, for at buketterne kunne stå svalt om natten. Alt blev gjort med stil. Ulla Gregaard vil blive husket af mange i teaterverdenen som samleren, der i overensstemmelse med sin generøse natur også blev en spreder af skønhed og glæde.

Uddrag af Ebbe Mørks nekrolog i Politiken den 26. august 2009.

 

 

Klassisk filolog Merle Charlotte Brønnum Scavenius, København, er død af kræft, kun 56 år gammel. Hun var et empatisk menneske med en vid horisont, tolerant og frisindet. I kraft af sit skarpe intellekt – og sin skønhed – kastede hun glans over de læreanstalter, hun var knyttet til: Folkeuniversitetet i København, Herlev Gymnasium og Københavns Universitet, hvor hun virkede som censor i filosofi. Det latinske sprogs lapidariske prægnans prægede det, hun sagde og skrev. Hver sætning, selv den korteste, rummede en tanke! Hendes sidste artikel stod i efterårsnummeret 2011 af tidsskriftet Minerva (udgivet af Det Humanistiske Fakultetsbibliotek) og handlede om Odysseen og hjemrejsen som litterær genre. Den var formfuldendt og sådan var hun også selv. En flot kvinde, som klædte sig med smag og yndede at gå i sko med spidse, høje hæle såvel udendørs som inden døre. Elegant og feminin var hun altid. Hendes alt for tidlige død er et uopretteligt tab for hendes nærmeste og hendes elever, som hang ved hendes læber, når hun fortalte og fortolkede græske myter.

Mindeord af Michael Gregaard. Her lidt forkortet. Trykt i Berlingske Tidende 28. juli 2012 og Kristeligt Dagblad 26. juli 2012

Merle Scavenius, som jeg elskede i de fire år, vi nåede at være sammen. Her
fotograferet en aprilmorgen i toget på vej til Berlin. Foto: Michael Gregaard, 2010

 

FUTURE IN SPACE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Venus and Jupiter seen from planet Earth. Photo by Michael Gregaard, 2012

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Future in space. Collage by Michael Gregaard, 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

On a planet far, far away. Remains of an Icarus. Collage by Michael Gregaard, 2014